På dansk ved

20141214_161144

Jeg har hentet en pakke i dag med nogle af de bøger jeg arbejdede med da jeg var i praktik på Turbine Forlaget i foråret. Jeg har oversat, redigeret og læst korrektur.

Det er en god blanding af voksenbøger, børnebøger, fagbøger og hobbybøger. Det er lidt mærkeligt at se sit navn på trykt på mine oversættelser (jeg har som regel kun skrevet mig selv i kolofonen hvis jeg har oversat). På en måde føles det ikke som om det er mine ord fordi jeg netop har oversat og ikke skrevet originalen, men det er det jo. Det overraskede mig ofte hvor svært det egentlig er at oversætte, og hvor mange valg man konstant må træffe som trækker teksten i den ene eller anden retning. I løbet af foråret blev jeg ret glad for betegnelsen “på dansk ved”. Jeg følte i højere grad det beskrev hvad jeg lavede end “oversættelse af”.

 

 

 

Bøger og ensomhed

The reverberations bring about a change of being. It is as though the poet’s being were our being.

Efterklangene [af det poetiske billede] skaber en ændring i væren. Det er som om digterens væren er vores væren. /min oversættelse.

Jeg har netop læst den franske filosof Gaston Bachelards tekst om “The poetics of Space” til et fag jeg har på universitetet. I introduktionen forsøger han at redegøre for det poetiske billedes fænomenologi. Det poetiske billede mener han skaber efterklange i læseren. Efterklangene berører læserens liv, fordi læseren kan mærke digterens liv.

På Bogforum hørte jeg et interview med Peter Høeg. Jeg kan desværre ikke huske helt præcist hvad han sagde – problemet med foredrag er altid at man ikke kan spole tilbage – men jeg mener at han talte om hvorfor man læser. Her kom han ind på litteraturen som en måde at komme uden om ensomheden, at der i læsningen kan opstå et nærvær. Jeg kan ikke se ind i andre menneskers sind, og de kan heller ikke se ind i mit, men når jeg læser, er det som om at jeg kan se ind i et sind. Om det fortællerens, karakterernes eller forfatterens tør jeg ikke sige, men jeg føler mig mindre alene når jeg er opslugt af en bog.

Det er som om forfatterens væren i læsningen også en lille smule bliver min væren. Der opstår en efterklang i mig. Jeg kan mærke en andens liv, klang og ringlen, i mig selv.

Anbefalinger

Nick cave

– Nick Cave: 20000 days on Earth
Underholdende og indsigtsfuld. Biografi? Poetik? Collage?
(Advarsel, man kan godt få en ustyrlig lyst til at købe billetter til første række til hans næste koncert.)

– Dager i stillhetens historie af Merethe Lindstrøm
Forrige års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris. 220 siders indestængt tavshed.

– Opera
Jeg så Tosca i Operahuset i lørdags. Jeg har aldrig set opera før, og anede ikke om jeg skulle forvente storbarmet dame i fløjl eller stor kunst. Jeg oplevede rasende, jaloux og elskende kvinde (i fløjl eller i hvert fald brokade noget af tiden).
Jeg havde det lidt svært i starten med at de sang de korte replikker. Det virkede meget kunstigt. Men efter lidt tid vænnede jeg mig til det. Det var heller ikke plottet jeg blev grebet af, men de store følelsesudladninger. Det er ikke så tit man får mulighed for at svælge i følelser i kombination med fantastisk, voldsom musik.
(Og hvis du så fire forvirrede typer der ikke kunne finde ud af om operaen var slut efter anden akt og derfor stod og ventede ved indgangen for at finde ud af om de andre gæster forlod stedet eller holdt pause, så var det os.)

– Excelkursus
Excel er jo genialt!

Efterår: Ikke mere salat

Hvis der er andre end mig der synes at eftersårvejret, og det at vi fra i dag ikke engang kan tale om sensommer længere, er lidt træls ,og at det hele bare er lidt trægt i dag, har jeg  som en læserservice lavet en liste over gode ting ved efteråret.

Se det som en slags positiv psykologi. Hvis vi bare gentager mange gange nok at det er godt, bliver det godt på et eller andet tidspunkt.

Så hent en kop kaffe/te og en småkage/kiks. Sæt dig til rette i din seng/sofa under dyner og tæpper. Dyp gerne småkagen/kiksen i kaffen/teen. Som jeg skriver længere nede. Efteråret er ikke en tid til at tygge.

bjørn i seng

Gode ting ved efterårsvejr

  • Da jeg kom hjem, kunne jeg tage min våde jakke af og tørre strømper på.
  • Jeg kan endelig bruge den sweater jeg strikkede på hele sidste vinter.
  • Færre løbere rundt om Søerne = mindre dårlig samvittighed.
  • Tanken om at skulle sidde inde hele efteråret og skrive eksamensopgaver virker pludselig ikke så slem.
  • Det føles mere okay ikke hele tiden at være glad og energisk, men bare sådan lidt: Det her er da okay. Det går nok. Det går jo over. Det bliver jo forår engang til foråret.
  • Varm mad, ikke mere salat: Tarteletter, suppe, risengrød, lasagne, havregrød, æblegrød, kartoffelmos. Man behøver ikke at tygge så meget når det er efterår.
  • Man kan arbejde i sin seng under sin dyne uden at få det for varmt.

Så tag en kop kaffe og en småkage til. Du skal først på stranden igen om ti måneder.

Gratis tekster til folket

De blå felter, jeg ser, da vi flyver over Dar es Salaam er bliktage og ikke swimmingpools.

Vi ser flagermusene lette fra træerne i gården hen på aftenen fra altanen i Upanga. Vi bor lidt her. I expatejendommen bor ellers kun indere. På vej herhen så jeg en fugl under en parkeret firehjulstrækker. Den var helt mast. Bilerne kører i venstre side her. Selv efter tre måneder i Skotland har jeg ikke vænnet mig til det.

På Mikadi Beach Club spiller de Shine on You Crazy Diamond. De storblomstrede sofaer omkranser bordene under palmetaget, der er beklædt med flag fra hele verden på indersiden. Jeg ser en masai, der kommer gående med to gummibaderinge og en pind. Børnene har fået den sorte og røde redningsflåde i vandet og råber.

Vi drikker Krest Tonic Water til vores gin. Vandet i havet er blåt. Eller grønt. Det ved jeg ikke.

Masaien kommer tilbage. Nu uden baderingene. Kvinderne ved siden af os råber masai.

Den lille dreng kravler hen til mig. He thinks you are his daddy, siger kvinderne. That’s because his daddy is white. He misses his daddy. He’ll be back on July twenty.

Forfatter: Johan Davidsen

Sådan begynder denne uges mandagstekst. Vil du også have friskskrevne tekster i din indbakke hver mandag, så klik ind på hvermandag.dk og tilmeld dig. 

Så glemmer vi at det er efterår

Lige for tiden skyder svampene op i græsplænerne og i skovene og overalt hvor der er fugt nok. De får mig altid til at glemme – lidt i det mindste, og særligt når vi har sol og septemberblå himmel som nu – at det er efterår. Det er bare mere forårsagtigt sådan at skyde op fra den ene dag til den anden. Jeg ved desværre ikke noget om hvilke man kan spise, kun lidt om hvilke man ikke kan, så jeg kigger bare.

Den første er fra haven der hører til den bygning jeg bor i. De andre er fra Assistens Kirkegården.

Hvis du gerne vil være forfatter – store forfatteres skriverutiner

 

toiletskrivning

Brainpickings.org har de undersøgt store forfatteres skriverutiner ved at gennemgå interviews og dagbøger. (Læs hele artiklen her) Så hvis du gerne vil være en stor forfatter, skal du bare gøre følgende …

Nej, desværre, artiklen kommer ikke frem til en opskrift. Faktisk synes jeg at det mest påfaldende er at forfatternes skriverutiner ikke har særligt meget til fælles.

Jack Kerouac skriver fra midnat til solopgang og tager sig en drink hvis han bliver træt. Han ritualiserer skriveseancen ved at tænde et lys når han begynder og puste det ud når han stopper. Før han begynder, knæler han ned og beder. Han gentager også den samme fysiske øvelse hver dag ni gange.

I try to do nine touchdowns a day, that is, I stand on my head in the bathroom, on a slipper, and touch the floor nine times with my toe tips, while balanced. This is incidentally more than yoga, it’s an athletic feat, I mean imagine calling me ‘unbalanced’ after that. 

Jeg tror nok jeg ville jeg komme lidt ud af balance undervejs i øvelsen, men det handler altså for Kerouac om at finde ligevægt. Alligevel bliver det lidt for meget med alle ritualerne han føler han er nødt til at overholde, så han afslutter også med en bøn om ikke at blive skør:

Frankly I do feel that my mind is going. So another ‘ritual’ as you call it, is to pray to Jesus to preserve my sanity and my energy so I can help my family: that being my paralyzed mother, and my wife, and the ever-present kitties. Okay?

Altså fra midnat til solopgang, en drink hvis du bliver træt og ellers tænk på killingerne derhjemme hos konen.

 

Haruki Murakami  er også morgenmenneske. Han står op klokken fire og skriver i fem til seks timer. Om eftermiddagen løber han eller svømmer. I det hele taget er motion vigtigt for flere af forfatterne. Så kom i form hvis du gerne vil være forfatter!

Klokken ni går Murakami i seng. En stringent hverdag er vigtig for hele hans skriveproces. Han bruger sin faste hverdag til at hypnotisere sig selv til at komme længere ned i sin bevidsthed.

The repetition itself becomes the important thing; it’s a form of mesmerism. I mesmerize myself to reach a deeper state of mind.

 

Simone de Beauvoir skal have en kop te om morgenen og starter først ved titiden. På samme måde skal William Gibson også først checke sin email før han skriver, og tre gange om ugen starter han desuden dagen med pilates, så er han først i gang mellem ti og elleve. Desuden er en lur i løbet af dagen vigtig for ham.

Modsat de andre forfattere nævner Gibson at hans arbejdsrutiner ændrer sig efterhånden som en bog bliver skrevet frem. Når Gibson starter på en bog, arbejder han som regel fra ti til fem, inkl. frokost og lur, fem dage om ugen, men som arbejdet skrider frem kræver bogen i højere grad at blive skrevet, så skriver han tolv timer om dagen syv dage om ugen. Han bare skriver og sover.

(Det er nok på dette tidspunkt at Joan Didion vil begynde at sove i samme rum som sin bog. Another thing I need to do, when I’m near the end of the book, is sleep in the same room with it.) 

 

En overvejende grad af forfatterne i artiklen skriver altså om morgenen som det første de gør den dag, men morgenen kan tidsmæssigt ligge fra klokken fire (det nogle af os ville kalde nat) til klokken elleve om formiddagen.

Efter forfatterne har skrevet, fjerner de sig fra deres tekst ved at dyrke motion eller se deres venner. Nogle skriver, ser eller tænker på teksten igen senere på dagen eller om aftenen, andre gør ikke.
Kerouac skiller sig umiddelbart ud ved at skrive om natten, og så alligevel ikke. Flere af forfatterne taler om at de finder ro om morgenen, ligesom Kerouac finder ro om natten. Desuden er det mest tydelige lighedspunkt vel egentlig at alle forfatterne foretrækker at skrive lige efter eller lige før søvnen.

Min pointe med at gennemgå artiklen er ikke at finde en skriverutine jeg eller du kan følge. Det er i stedet at påpege at forfattere er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det de har tilfælles er at de skriver. Hvordan og hvornår og hvor længe og hvor er forskelligt. De har fundet deres rutine ved at lære sig selv som skrivende mennesker at kender.

Hvordan og hvornår og hvor længe og hvor du skriver smukkest/mest spændende/klogest/mest radikalt …, er kun noget du selv kan finde ud af – ved at skrive.

“You are safe citizen!” – Om maskeradens natur

 

iron man

Alle disse skidne, snavsede, plettede og falmede Farver, det hele sjudskede ved Dragterne, det sammenskrabede, sammenflikkede og slidte. Det ser ud, som om man havde plyndret alle Tiders og alle Landes mest lurvede Marskandiserbutiker. Intet er hvidt. Graat er den herskende Farve, Fløilet er uden Glans, Silketøiet er lappet, Trikoterne ere lige saa udvidede som gamle Handsker. Og Figurerne kunne ikke bære disse Dragter; man tænker sig ikke en Ridder saa firskaaren, ikke Harlekin saa robust, ikke Kolumbine saa massiv eller »Rosenbruden« saa kraftig. Sylfiderne – der er Sylfider – ligne forklædte Mandfolk (…)
Herman Bang, ‘Langs Strandvejen om Vinteren’, Nationaltidende 15.02.1880

I vinteren 1880 skriver Herman Bang en reportage fra en karnevalsfest i en (daværende) fiskerlandsby lige uden for København.
Han kan som udenforstående – der er vant til Københavns borgerskabs karnevaller – se at fiskernes  dans er uelegant og ude af takt, og at deres dragter er slidte og flikket sammen af hvad de end har haft til rådighed.
Herman Bangs blik er nådesløst indtil han begynder at se gennem fiskernes øjne:

De havde danset. Som Grev Oginsky dansede med Polens skjønne Dronning . . . . Deres Pulse havde banket under Dansen, hans Blik havde tiltvunget hendes. De syntes, deres hurtige Hjerteslag gled sammen i den bløde Melodi. Han havde ført hende hæftig som i Løb, vugget hende blidt som i Drømme, hvisket sagte og ømt. Om Barndommens sønderbrudte Drømme, Foraarets Længsler, deres Ungdomselskov, som en Nattefrost dræbte ligesom Vaarens Blomster, der dø i en eneste Nat. Om Skuffelsen og Smerterne og Sorgen – – –
Den vuggende Dans var hele deres splittede Liv – (…) 
Ude i Salen funkle de rige Uniformer, straale Diamanterne, gløde de varme Farver. Rigdom, Duft, Skjønhed, Kongeglans, ædel Anstand, smidige Figurer, som bøie sig med Ynde, Halsenes aristokratiske matblanke Hvidhed, Champagnens Glød over alle Kinder, hurtige Glimt i de straalende Blik – – Landets Adel er til Gjæst hos sin sidste Konge.
Og nu var den spanske Dame landet paa Fiskernes Maskerade.
Saa danser man Sekstur igjen. Den samme forvirrede Snurren rundt, den samme Trampen, de samme Kjæder – – –
»Der er slet ingen Fiskere«, siger min Ledsager.
»Nei, naturligvis.«
Fiskere! Saa vilde man jo slet ikke være paa Maskerade. Skovshovedpiger kunne være Pager, Skoletøse, spanske Damer, Perniller, de kunne aldrig være Skovshovedpiger. Det ligger i Sagens Natur.

Pludselig kan Bang se at fiskernes dragter og dansen bare er symboler på den historie de repræsenterer. Fiskerne lever sig ind i den karakter de er klædt ud som og karakterens historie. Det ligger i Sagens (maskeradens) Natur at man aldrig ville klæde sig ud som sin nabo. Man klæder sig ud som en karakter hvis personlighed og historie man ønsker selv at tage farve af eller ligefrem selv at være.

Lørdag aften var jeg til en nutidig ‘maskerade’ med temaet ’superhelte og skurke’. Jeg var blevet inviteret kun to dage før. Jeg havde ikke forberedt noget som helst. Jeg sprang bare i kostumet jeg havde fået at låne, og så var jeg Iron Man (Woman).

Festen startede allerede i metroen. Min ven, Batman, trådte fra starten i karakter og proklamerede med dyb stemme over for alle der gloede bare det mindste at de ikke skulle være bange for:  ”your are safe citizen!”.
Jeg var glad for at have en maske til at holde masken for mig.

Den første der skulle til festen som vi mødte i byen, var Harley Quinn der sprang ned på den pizzabar vi sad på og skød os. Hvorefter resten af optoget passerede forbi os. Det var virkelig inspirerende hvor gennemført folks udklædninger var. De fleste havde selv syet dragter og lagt make-up der må have taget flere timer.

Jeg var knap kommet ind før jeg befandt mig på dansegulvet. På samme måde som fiskerne levede sig ind i deres karakter og for en aften dansede sekstur som om de var til bal på Solkongens hof, følte jeg også at Iron Mans styrke og mod løb over i mig. Jeg følte mig virkelig veltilpas (nej, jeg var ikke fuld … ) måske fordi jeg næsten var anonym. Min personlighed blev ikke aflæst i mit tøj eller min make-up som i alle andre sociale sammenhænge. For alle vidste jo at jeg ikke var Iron Man, men hvem jeg var udover kvinden i Iron Man kostumet, kunne de ikke se. Det gav en frihed som jeg ikke normalt føler jeg har til fester.

Jeg dansede meget, og jeg fik snakket med langt flere mennesker end jeg plejede, for det var helt umuligt at lade være med at spørge til de andres kostumer. Der var en ligetil stemning. Vi behøvede ikke at imponere hinanden eller spille op til hinanden. Det føltes som et fællesskab. Vi var sammen om at være dem vi ønskede at være for en aften.
Og det hele var jo bare sjov …

Hvis man stod udefra og så på, har jeg sikkert lignet en tosse i et rødt nylonkostume med en plasticmaske uden rytmesans. Men i lørdags var jeg virkelig en superhelt hvad jeg så end ellers lignede. “You are safe citizen!”

 

 

 

 

 

 

 

 

Det går over, det går over, det går over

Jeg tror jeg er rask fra den depression jeg fik konstateret for et år siden. Det er pludselig gået op for mig hvor meget der har forandret sig på et år. Nu bor jeg i København, det går godt. Jeg har været i New York, det var fantastisk.

For lidt over et år siden var tanken om at gå i et supermarked uoverskuelig. Jeg havde lyst til at kvæle dem der hørte musik i den offentlige transport (bortset fra at jeg ikke kunne løfte mine arme fordi de var lavet af sten). Der skulle ingenting til (alt lyd blev til støj) førend min hjerne kollapsede og flød ud af øjne og næse som gråd og snot.

Jeg troede at det ville blive ved sådan resten af mit liv. At jeg kun ville fungere på en meget stille ø hvor jeg bestilte dagligvarer over nettet og allerhøjest havde en meget stille hund som selskab. Lyd, larm, mennesker – andres menneskers leven –  kan stadig være uoverskueligt når jeg er meget træt. Graden af uoverskuelighed stiger med graden af træthed. Jeg tænker at det er sådan for de fleste.

Det forfærdelige ved den depressive tilstand er især at tilstanden føles permanent. Når man er deprimeret, kan man ikke tro på at følelsen af håbløshed har en ende, andet end døden. Euforismen “evig hvile” lød virkelig som en lettelse for mig da jeg var allermest syg.

Det har været fantastisk den seneste måneds tid at indse at tilstanden ikke er permanent, men gradvis viger (jeg tør ikke skrive forsvinder, jeg er bange for at komme til at jinxe noget). Jeg er flyttet til København. Det føles rigtigt godt. Jeg er ikke, majoriteten af tiden, ved at græde ved tanken om andre menneskers støj og gøren.
Jeg har trasket New York og Washington tyndt i to uger med biler og mennesker og støj – liv – døgnet rundt uden at græde (før jeg kom hjem og havde voldsomt meget jetlag og så en dokumentar der skildrede amerikas fattige unges håbløse fremtid).
Jeg har været fire timer i et udsalgsoverfyldt Macy’s. For seks måneder siden skulle jeg have en lur efter en halv time i H&M.
Jeg har fundet ro på KUA’s læsesal selvom hele området var ved at eksplodere af studerende der skulle købe bøger og kompendier, og, lige som jeg selv, ikke kunne finde rundt.
Jeg har løbet rundt om søerne. Og jeg tænkte næsten ikke på hvor meget mine baller gungrede, og hvor hurtigt de andre løb. Jeg så faktisk mest på svaner og lidt på søde børn og kønne, skæggede, læsende, kaffedrikkende mænd.

Det går over, det går over, det går over!